FORMANDENS BERETNING FOR ÅRET 2024

Året 2024 i Taps startede med Fastelavn, hvor der blev holdt et brag af en fest, mange glade børn og forældre var mødt op, og havde en rigtig dejlig dag sammen.

I marts lukkede Taps børnehave desværre, p.g.a. nedskæringer i Kolding Kommune.

Kort tid efter flyttede den nyoprettede Inge Lehmann skolen ind i den gamle børnehaves bygninger, og i august åbnede de så dørene for de første elever. En ny skole for højtbegavede børn, den første af sin slags i Region Syddanmark.

På sidste års generalforsamling blev der talt om at afholde en Sommerfest i Taps. En gruppe gik sammen og fik det på benene, og Taps Sommerfest blev holdt på en dejlig dag i august. Rigtig mange mennesker kom og deltog i de forskellige aktiviteter, og hyggede om det det fine kaffebord. Der blev også uddelt prisen for ”Årets Ildsjæl” som gik til Tommy Holst Jensen.

I oktober startede Hanne Holgaard et nyt gymnastikhold op, nemlig ”Gymnastik for damer”, det var fra start en kæmpe succes og der kommer ca. 15-20 kvinder hver mandag til gymnastik i den nye gymnastiksal. Karle gymnastik holder stadig til i den gamle gymnastiksal.  

Derudover har vi naturligvis også i 2024 haft med Ren dag, arbejdsdag og Sct. Hans. Til fællesspisningen i foråret lavede Taps stationsvej en gryderet med ris og blandet salat, og i efteråret var det Ødisvej der lavede flæskesteg med brun sovs og kartofler. Alt sammen rigtig gode arrangementer som har været velbesøgt og med godt humør.

Det bliver løbende arbejdet på at få lagt rør under nogle af stigerne, så vandet hurtigere kan komme tilbage i åen, og vi kan undgå oversvømmede stier. Et arbejde der forsætter i år.

Der er søgt om penge til at få rørlagt den lange bro ved containeren, mellem grillhytten og fodboldgolf banen. Så den frem ad rettet bedre kan klare de tunge maskiner, der skal passer der. Vi håber på at det bliver godkendt i nærmeste fremtid.

I november fik vi i bestyrelsen besked om at Taps.dk er blandt de 3 nominerede til Årets Forening i Kolding kommune 2025, det blev dog Kolding Bokseklub der løb med sejren.

Året rundt bliver der lagt mange frivillige kræfter i Taps, de fleste af dem er usynlige for det blotte øje. Men vi skal huske at takke og anerkende alle de frivillige, der er med til at løfte i flok, og yder en stor og meget uundværlig indsats for byen.

Af hjerte TAK til alle de frivillige hænder. Lad os sammen give alle de frivillige en hånd.

Winnie Gaj Nielsen 18/2-25